Sortimenter
- Home
- Sortimenter

BASILIKUM
Basilikum er en lavvoksende krydderurt i familie med blandt andet mynte, rosmarin og oregano. Basilikum er oprindeligt hjemmehørende i Iran, Indien og andre tropiske regioner i Asien, men dyrkes nu over hele verden. Urten er kendt for sin kraftigt aromatiske duft og smag. Vi forhandler både grøn og rød basilikum.

KØRVEL
Kørvel er udbredt i både Europa, Mellemøsten samt store dele af Afrika og Asien. Bladene anvendes friske eller frosne som krydderi til suppe, sauce, salater, kylling, æg- og fiskeretter. Hele planten har en aromatisk duft og en anislignende smag.

PURLØG
Purløg er den mindste art i løgfamilien. Den dyrkes som krydderurt verden over i områder med tempereret klima. Purløg bliver 30-50 cm høj og har smalle, aflange blade. Bladene benyttes til at krydre et væld af retter, blandt andet omelet, salater og kartofler.

KORIANDER
Koriander stammer fra Nordafrika og Asien. Planten har mørkegrønne, fligede blade, der ligner persille en smule. Bladene smager aromatisk og en smule besk, mens frøene har en let citrusagtig smag.

DILD
Dild er hjemmehørende i Centralasien, men anvendes i dag i stor stil i det europæiske køkken, især som garniture og krydderurt i fiskeretter og salater.

HVIDLØGSPURLØG
Hvidløgspurløg, også kaldet kinesisk purløg, stammer fra Kina og Himalaya. Som navnet antyder har urten en let smag af hvidløg.

CITRONGRÆS
Citrongræs er en græsart, der minder om siv og kan blive op til 1,5 m høj. Det stammer fra Sydøstasien og er yndet i blandt andet wokretter, gryderetter og som smagsgiver i the. Citrongræs har en syrlig og frisk smag af citrus.

CITRONTIMIAN
Citrontimian stammer fra Middelhavsområdet og minder om almindelig timian. Dog har den en kraftigere smag samt en duft og bismag af citron. Velegnet til fiskeretter og bagte rodfrugter.

LØVSTIKKE
Løvstikke kan blive op til 2 meter og er hjemmehørende i Middelhavsområdet. Løvstikke minder om selleri, både hvad angår udseende og smag, men den har også noter af timian, porre og persillerod med et strejf af anis. Smagen bevares efter kogning, hvilket gør løvstikke velegnet til varme retter.

MERIAN
Merian er en lavvoksende urt, som stammer fra Middelhavsregionen. Urten har en kraftig, aromatisk smag, der minder meget om oregano, som urten også er i familie med.

CITRONMELISSE
Citronmelisse kan blive op til 90 cm høj og er hjemmehørende i Sydeuropa, Nordafrika, Mellemøsten og dele af Asien. Bladenes udseende minder meget om mynteblade, mens de har en citruslignende, let krydret duft og smag. Velegnet til blandt andet urtete, desserter, dressinger og salat.

MYNTE
Der findes op til 30 forskellige sorter af mynte, hvoraf pebermynte, krusemynte og grøn mynte er de mest velkendte. Mynte dyrkes på alle kontinenter, men stammer fra Sydeuropa og Vestasien. Planten bliver som regel 40-50 cm høj og er karakteriseret ved grønne, ovale blade. Mynte bliver ofte brugt i Middelhavskøkkenet.

OREGANO
Oregano er hjemmehørende i Middelhavsområdet og Østasien. Urten har ovale, spidse grønne blade og rørformede blomster. Bladene bruges til madlavning og er især en fast ingrediens i pizza. Det er en aromatisk urt med en pebret smag. Den tørrede oregano har ofte mere smag end frisk oregano.

PERSILLE
Persille eller bladpersille stammer fra Middelhavsområdet, men dyrkes nu i hele Europa. Bladpersille findes i to varianter – kruspersille og bredbladet persille. Kruspersille er kendetegnet ved stærkt krusede blade og bruges ofte både som krydderurt og pynt i madlavning, mens bredbladet persille har flade blade og en stærkere smag.

RØD BASILIKUM
Rød basilikum er en lavvoksende plante. Basilikum stammer oprindeligt fra Sydøstasien, men har været dyrket i Middelhavsområdet i århundreder. Rød basilikum har mørkerøde, takkede blade og en stærk, aromatisk smag.

RUCOLA
Rucola er en plantegrøntsag, der hører hjemme i Middelhavsregionen og har været brugt allerede i Romerrigets tid. Rucola bliver op til 60 centimeter høj, har glatkantede blade samt hvide og lilla blomster. Almindeligvis spises blade og skud, men blomsterne er også spiselige. Rucola har en skarp og noget bitter, næsten sennepsagtig smag og bruges ofte i salater.

ROSMARIN
Rosmarin er en stedsegrøn busk, der stammer Middelhavsområdet. Den har grønne, let skarpe blade og en kraftig smag, der er en smule bitter. Smagen kan minde om lavendel eller timian. Den er god til kødretter, kryddersmør og dressinger, men brugt med måde kan den anvendes i mange forskellige retter.

SALVIE
Salvie er en staude med aflange, grågrønne blade. Den er hjemmehørende i det sydvestlige USA og det nordvestlige Mexico. Salvie har en skarp, krydret smag og fås i både frisk og tørret form. Salvie er en af de få urter, der får en mere intens og koncentreret smag efter tørring.

SALTURT
Salturt, også kendt som Kveller, er hjemmehørende i Europa, hvor den vokser langs saltprægede kystområder som strandenge. Den bliver 5-30 cm høj og kendetegnes ved glasagtige, svulmende og leddelte skud. Kaldes også havasparges på grund af urtens sprøde konsistens, der kan minde om asparges. Smagen er mild og salt, og den er populær til både fiskeretter, salat, dressing og suppe.

SAR
Sar, også kendt som bønneurt og sommersar, er hjemmehørende i området ved Sortehavet og Middelhavet. Selvom sommersar er den mest kendte sort, findes der omkring 30 arter af sar. Sar findes også i en vinterudgave, kaldet vintersar, der ligesom sommersar bruges som krydderi. Sar har en meget aromatisk duft og en peberagtig smag. Sar er som regel en del af Herbes de Provence-mix, ligesom den ofte benyttes som krydderi til grillkød, i stuvning og sovs.

HAVESYRE
Have syre tilhører pileurtfamilien. Det er en slank plante, der bliver mellem 50 og 80 cm høj. Urten er hjemmehørende i Europa samt i dele af Centralasien. Stænglerne er saftige med aflange og spiselige blade. Almindelig syre har en skarp og syrlig smag, der minder om vild skovsyre.

ESTRAGON
Estragon er en grøn, aromatisk urt, også kendt som drageurt. Estragon er hjemmehørende i Centralasien. Estragon har slanke stængler og blanke, grønne blade. I frisk tilstand har urten en anislignende duft, mens tørret estragon dufter af kumarin. Smagen er bitter og lidt pebret. Estragon er typisk at finde i fines herbes-krydderurteblandinger, og den anvendes ofte i madlavning, for eksempel i bearnaisesauce.

THAI BASILIKUM
Thai basilikum ligner den almindelige grønne basilikum både hvad angår smag og udseende, blot er bladene lidt spidsere. Urten kommer oprindeligt fra Asien og er især populær i wokretter. Smagen er krydret, let sød og en smule pebret.